Side:Guds Venner.djvu/161

Denne side er blevet korrekturlæst

153

Trods det aftenlige Sollys, der gjennemstrømmer Floddalen, skifter den Tiltaltes Ansigt Lød, saa at han ikke blot med Kutten svarer til sin folkelige Betegnelse "Graabroder". Hans Mæle er tungt og hans Tunge besværlig, da han med mange Undskyldninger haaber at Hns. Høiærværdighed vil bære over med en Svaghed, en Kjødets Skrøbelighed, som han bekjender ikke at have overvundet, nemlig en stærk Forkjærlighed, navnlig paa saa hede Dage som denne, for et Krus kjøligt Øl. Denne syndige Trang havde efter hans Sygebesøg faaet lokket ham ned til det forgyldte Oxehoved. Her havde han fundet en Mængde Borgere forsamlede, som vare i en saare ophidset Stemning, hvorfor han følte at det var hans Pligt — meget imod hans Tilbøielighed, som var ikke at gjøre Ganen endnu tørrere — men hans Pligt bød ham at tale til Folket for at berolige Sindene.

— Hvilket synes at være lykkedes dig omtrent som hvis en rød Fane fandt paa at vifte for at berolige en gal Tyr.

— "Gal" — ak, deri har Eders Høiærværdighed kun altfor ret, og Eders Visdom veed bedre end min platte Forstand, at naar man har med gale Folk at gjøre, maa man gaa ind paa deres Galskab og snakke dem noget efter Munden, indtil man har fanget deres Opmærksomhed og vundet nogen Tillid; for da at føre dem did man vil. Saaledes skulde jeg nu have vist de Langensteiner Borgere, at Eders Høiærværdighed jo just havde opslaaet sit Bo paa Borgen, fra hvilken der desaarsags langt fra at komme Forbandelse nu kun kunde udstraale Velsignelse over deres haardt prøvede Stad.

— Det var visselig Skade, at jeg ikke fik den Del af din Tale at høre; skjøndt jeg har kaldt dig hid for din Kundskab i Badskjærkunst og i Hippokrates' ædle Vi-