152
er forsvunden; Fredsdommerens lidet imponerende Figur staar endnu foran sine Medborgeres Række, dog ikke som deres Talsmand men snarere som Hns. Høiærværdigheds ydmyge Tjener, der venter sine Ordrer.
Hvilke han ogsaa strax faar.
— Og nu min Herr Fredsdommer vil I behage at sende disse Borgere hver til sit og sørge for, at de ikke komme sammen igjen hverken iaften eller nogen anden Dag for det Første. I modsat Fald er I ansvarlig for Ulydighed mod Øvrigheden, Sammenrottelse og Landefredsbrud eller Forsøg derpaa. I lige Maade gjør jeg Eder ansvarlig for hvad Tilvæxt Soten maatte fange ved denne utimelige Sammenstimlen af Folk fra alle Byens Kanter, som er mere egnet end noget Kjætteri til at bringe Smitten videre om … Kom, Broder Martin! — — — — —
Munken har aflagt sin korte Beretning om Tilstanden i Byen og om de Foranstaltninger, han har truffet, og de ere naaet saa vidt paa Broen, at de have Træplanker under Saalerne, da Bispen pludselig standser. Han betragter sin forstummende Ledsager med et Blik, der har den gaadefulde Virkning, at Graabroderens smaa Griseøine anstrengt stirre ned i det rindende Vand, mens han udstøder et dybt Suk, der munder ud i et pathetisk "Eheu!"
Broder Martin har ikke just meget Latin paa rede Haand, men han føler at Øieblikkets Alvor kræver dette Sprog. Vil inderlig gjerne fortsætte, finder kun noget om "fugaces anni", indser at de "flygtige Aar" ikke passe her, og tier med et Opgivelses-Suk.
— Og hvad er saa Grunden til at jeg fandt Broder Martin her, staaende paa en Øltønde og perorerende for Mængden?
