8
hvorfor dette Syn ikke fremkalder nogen idyllisk Stemning hos hende. Ja, hvorfor Aftenringningen synes hende at kalde til Begravelse, og den blaalige Dunst, der med Traade fra hundrede Skorstene spinder sig sammen over Byen, forekommer hende som en uhyre Edderkops Fangenet.
Ja endogsaa den stedse skarpere Dukatguld-Glands af Striben i Vandet synes hende at være et frækt Speiderblik, der trænger ind i hendes Lønkammer, paa hvis lave Hvælving Reflexen flimrer.
Endnu en Gang lader hun sit Blik opsøge de forskjellige Brudstykker af Stien, som ere synlige mellem Klippestykker og Buske.
— Naar han nu blot snart kom tilbage!
Med dette Udbrud vender hun sig om mod Værelset.
Næsten en Trediedel deraf er skjult af et stort Egeskabs Dør, der staar paa vid Gab.
Foran denne knæler en ung Pige. En Ridderfrøken ser hun ud til at være, skjøndt hendes Hvergarnsdragt er simpel nok. Hun er ivrig sysselsat med at pakke en lille Koffert og et Par Sadelsække fuld af Sager, som hun har taget ud af det velforsynede Skab. Paa et Bord ved Siden af hende ligger der Linned og Uldting, staar der Daaser og Flasker. En Stol bærer et aabent Ibenholtskrin.
— Renata, siger hun og ser op, idet hun stryger et Par sorte Lokker bort fra Panden — naar nu Hushovmesteren bringer os den Efterretning, at det virkelig er den sorte Død, gaar du saa ogsaa ned til de Syge?
— Visselig.
— Saa gaar jeg med dig.
— Nei, Gertrud, du bliver her. Du kunde altfor let blive smittet, for du er bange.
