150
Disse kraftige Ord finde Gjenklang hos Mængden, der begynder at komme sig af den Skamfuldhed og Frygt som Bispens pludselige Optræden har sat dem i. Overalt høres Raabene: "Paa Baalet med Kjættersken" — "brænd Hexen" — "Giftmordersken" —
Rasende vender Ottomar sig om, da en enkelt Røst tæt bagved ham udslynger dette Ord, og springer et Par Skridt frem …
En yngre blegnæbet Fyr med en paafaldende spraglet Dragt unddrager sig saa hurtig og voldsomt den altfor umiddelbare Nærhed af Høiærværdighedens Ibentræsstok, at han støder heftig mod et af Drikkebordene under Kastanietræerne. Da det kun bestaar af et Par Brædder paa tre Bukke, ligger den spraglede Person strax paa Jorden mellem Bukke, Brædder og Lerkrus, af hvilke et giver ham et kraftigere Dunk i Hovedet end han synes at skjøtte om. Han sankes op af de Nærmeststaaende i en ynkelig Tilstand og unddrages det farlige Nabolag under almindelig Deltagelse af væsentlig munter Form, saa at den hele Begivenhed har en velgjørende løsnende Virkning.
Ottomar ser efter ham med en Følelse af at ville give Hælften af sin Formue for at kunne kvæle ham med høistegne velpleiede Hænder. Han er sig bevidst at have sat sin biskoppelige Værdighed noget paa Spil ved sin store Bevægelighed, om det end er løbet lykkelig nok af. Ikke mindre er han sig bevidst, at den Maade, hvorpaa han har slaaet en ukjendt Modstander af Marken, neppe er den mest overbevisende, samt at det just er paatrængende nødvendigt at virke saa overbevisende som muligt.
Hvorfor han vender sig mod Mængden og slaar op med Haanden.
