149
— Fredsdommer, afbryder Ottomar ham, skjænkende den værdige Øvrighedsperson hans Familienavn — og i høi Grad paa rette Sted, navnlig hvis I havde vist jer i rette Tid. For Ufred og Ufredstiftelse synes mig at herske her, uden at jeg havde den Fornøielse at høre Eders mægtige Røst hæve sig.
— Eders Høiærværdighed vil gunstig betænke, at vor Stad befinder sig i stor Nød og Vaade, saasom denne gruelige Sot synes snarere at være i Tiltagende — —
— Saa megen mere Grund var der for Jer til at opretholde Ordenen.
— Ganske vist, utvivlsomt, høiærværdigste Bisp Ottomar, al mulig Grund … og derfor begav jeg mig ogsaa hid, saasnart jeg hørte, at disse gode Borgere havde forsamlet sig her for til Stadens Tarv at raadslaa — —
Men den ulykkelige Taler skulde atter være Gjenstand for en Afbrydelse — denne Gang fra Smeden.
Efter at det mægtige Tinstob var kommet i dennes "stærke" Haand, havde dets i Sollyset glødende Bund gjennemløbet først den tiltagende og dernæst den aftagende Maanes Phaser, indtil den nu usynlig vender op mod Zenit. Stobet havde været fyldt med Stephen Værts kraftigste Godtøl, og skjøndt Smeden ser ud til at kunne bære en Blyhat saa let som en Anden en Fjer, undlader Drikken ikke at øve sin Virkning.
— "Raadslaa", brøler han med gigantisk Foragt, saasnart han med et Svub faar Tinranden fra Læberne, giv mig min Vognstang — hvor blev Vognstangen af?… Kommen sammen for at "raadslaa" — Fredsdommer, I er et brægende Bukkeskjægs- Vrøvlehoved! … hvor Fanden bliver de af med den Vognstang? … for at raadslaa! for at brænde en fordømt Kjætterske, der bringer Ulykke over os Alle —