148
Draabe af den kostelige Væde gaar til Spilde — hvilket næsten synes at være et Jongleur-Kunststykke.
— Har min Famulus iforgaars overbragt ham en Hilsen fra mig?
Denne Gang bøier Huesnippen sig sidelængs og fra et rødfinnet Fjæs skotter et Par Klatøine op mod Spørgeren (stadig uden at en Draabe spildes). Det er Ottomar klart, at Famulus har udrettet sit Ærind daarlig, men ogsaa at der ved hin Leilighed er faldet Ord de to imellem, som nu ligge Krusbæreren tungt i Maven.
— Da han ikke synes at have nogen klar Erindring om det, skal jeg sige ham, at min Hilsen dreiede sig om Pinebænken i det Regensborger Raadhus. Og jeg selv kan give ham det Raad at sørge for at hans Vognstang holder sig indenfor Porten, naar der ikke er nogen Vogn med den. Forstaar han? Ellers kan han bringe sit Øl til den Mand dér, maaske, naar han tager en Slurk, Ordene glide ud i Stedet for at blive hængende i Halsen paa ham.
Hvilket er lidt uretfærdigt, i Betragtning af at det er hans egen Høiærværdighed, der to Gange har afbrudt Taleren.
Denne har hverken Mod til at drikke eller til at tilbagevise en Skjenk, der sendes ham af saa høi en Herre. Han tager en beskeden Slurk, lige nok til at spilde ned ad Bukkeskjægget og den rustbrune Vams. Hvorpaa han bliver staaende raadvild med Kruset i Haanden. Smeden befrier ham for det, sætter det for sin egen skjæggede Mund, som han finder fortjener en Læskning for de kraftige Ord, den har fremført.
— Hvem er I? tal Menneske og find Mælets Brug.
— Jeg … hm … med Eders Høiærværdigheds episkopale Gunst er jeg Fredsdommer Henrik — —
