144
det gaa underligt til, om Borgklippen ved Solopgang ikke strakte sin Skygge hen over Byen; men en saadan Betragtning synes at ligge fjernt fra de Langensteiner Borgere. Den forsamlede Mængde begynder at mumle, brumme, jamre og tilsidst at hyle. Hvorpaa Kroens og et Par Nabogaardes Lænkehunde føle sig sympathisk forpligtede til at hyle med — istemmende den uhyggelige langtrukne Tuden, som Hunde (hvad Gud og Hvermand veed) have for Uveir og Lig. Uveir har der været i Luften en Uges Tid snart, og Lig er der — Gud bedre det! — nok af i Byen, endda der vil komme fler til.
Dette Efterspil gjør et saadant Indtryk paa Forsamlingen, at der indtræder pludselig og fuldkommen Tavshed. Ottomar ser de Nærmeste dukke og korstegne sig.
— Undres jeg da, o I Venner, at denne Forargelsens Vederstyggelighed og Pestilensens kronede Ark endnu throner hist oppe? O nei! Og hvorfor ikke? Fordi Guds Haand er stærk men langsom. Menneskets hastig men svag. Guds Haand koster det ikke mer at styrte hint trodsig kneisende Taarn i Grus end at kaste hint Krucifix paa Kalvariebjergets Top i Støvet. Hvilket endog Menneskehænder helt let mægte. Onde og bespottelige Menneskers Hænder havde alt helt hasteligen voldet det, om de havde vovet det; paa det at I ikke maatte have denne Beskyttelse, at det skulde være, som om Christus ikke var død for eder paa Korset. Men at bryde hine Mure og kuldkaste hint Taarn — ak, dertil ere Menneskehænder svage, saare svage — —
— Munk, Munk! Menneskehænder ere svage, siger du? —
Det er en mægtig Bas, der lukker Prædikantens Mund.
— Se her, kalder du disse Hænder "svage", Munk? Giv mig en Vognstang mellem dem, vel beslagen med
