Side:Guds Venner.djvu/142

Denne side er blevet korrekturlæst

134

Mangen Gang havde han i sin Tid med pyntelig prentede Snørkeltegn af forskjellig Størrelse skrevet Udkast til Titelbladet og søgt at forestille sig dets Virkning paa Meningsfæller og Modstandere, indtil det, efter at have gjennemgaaet forskjellig kortere og længere Phaser, fæstnede sig i den lapidare Form:

DEFENSIO ECKEHARDII
Doctorem Invicibilem Vincens[1]
'Te defendo calamo'

Med hvilken Stolthed havde han ikke den Gang gottet sig ved denne dobbelte Braad: Hentydningen til det forfængelige Tilnavn, som Occams Ordensbrødre og andre Tilhængere havde givet ham: samt den til de Ord, hvormed han selv havde paakaldet Keiserens Beskyttelse mod Paven: "Tu me defendas gladio, ego te defendo calamo."

Videre end til dette lovende Titelblad og til Nedskrivningen af enkelte Momenter og et Par ledende Ideer var Stridsskriftet rigtignok aldrig kommet. Den anstrengende Klatren-opad hin gyldne Stige, som snarere var Snc. Peters end Jacobs, havde i altfor høi Grad optaget dets Forfatter til at unde ham Tid for saadanne Allotria, der betragtede fra de Spiler af, som hans Fod meget snart naaede, ikke paa nogen Maade var tilraadelige. Det var, som saa meget Andet, forblevet en Ungdoms-Drøm — og ikke Jacobs!

En Sorg havde det den Gang været — og var det atter — at den udsete Modstander forlængst var død, om han

  1. Forsvar for Eckehart
    Overvindende den Uovervindelige

    »Forsvar Du mig med Sværdet, jeg vil forsvare Dig med Pennen«  var Occams Ord til Keiseren, da han gav sig under dennes Beskyttelse.