132
Kammer. Han er ikke begjærlig efter at træffe Renata i Enrum, for han vil ikke trænge ind paa hende efter et Svar eller blot synes at gjøre det. Og hvad skulde de ellers tale om, uden at det med hvert Ord mindede dem om, at de skyede det Emne, som Alt kom an paa?
Men naar han saaledes har lukket sig inde paa sit Værelse, saa er det ikke for at finde Ro dèr. Han har ikke ventet, at den skulde være der, og den er der heller ei, saa stille det end er rundt om. Den nagende Fornemmelse, at han ved at indemure sig saaledes spilder en hel Dag af de faa, han kan unde sig paa Borg Langenstein, tilmed en af de endnu færre da hans Famulus er langt af Led, er en stadig Urostifter. Et Par Gange har han haft Haanden paa Laasen for at begive sig ned, hvor han kan haabe at træffe hende, og har atter sluppet den med et Suk.
For at overvinde denne utaalelige Tilstand har han kastet sig over et Arbeide.
Bordet bærer Vidnesbyrd om at han for saa vidt i alt Fald ikke har spildt sin Tid. Dets Plade forsvinder næsten under spredte Papirblade og Pergamentstykker af forskjellig og aabenbart tilfældig Størrelse og Format, alle beskrevne — her en hel Side, der knap en halv, hist kun et Par Linier — ofte kradset skraat over Bladet, som det just har ligget der — overalt den samme frygtelige Skrift, som han selv neppe vil kunne læse imorgen, og som sikkert ingen fremmede Øine undtagen Vincentius' kan tyde.
Men kan han lade Vincentius læse hvad han dèr har skrevet?
Han lader Heftet, som han læser i, synke, da han stiller sig selv dette Spørgsmaal, og ryster paa Hovedet med et bidsk Smil. Sikrere selv at overtage det kjedsomme-
