128
til sin Død indtog han Kirkens høieste Lærestol i Tydskland, maaske i Christenheden. Troer du, han stod der med Skrupler i Sindet? At han ikke tvertimod sagde til sig selv: just det, at jeg tænker dybere og ser høiere end Mængden af Kirkens Lærere, just det forpligter mig til at staa her?
Renatas Hoved er atter sunket ned paa hendes Arm.
Hun aander tungt, næsten stønnende.
Et helt Chor af Stemmer i hendes Indre byde hende at lytte til denne Røst, saa kjær og saa kjærlig, men fremfor Alt saa forstandig og verdenserfaren, saa bekymret for hendes Vel og tillige saa myndig og mægtig til at fremme det. —
Men en enkelt Røst gjennemtrænger dette Chor og vil ikke lade sig overdøve: — "Ja, lyt! og mærk dig det! Hør ham, han har Ret — paa sin Vis. Han maa jo vide det bedst, for han er Kirkens Mand, og den Vei, han viser dig, er Kirkens og Verdens Vei; det er ikke Guds Venners Vei. Lyt og mærk dig hans Ord! thi du maa vælge nu mellem ham og den Anden, mellem Kirkens store Ven og Guds store Ven, mellem din Ungdoms Elskede og Mesteren, hvis Ord og Skrifter, hvis gode Exempel har været din Støtte, din Trøst og dit Haab, ham, hvem du har taget i Guds Sted for at sidde ved hans Fod. Hvad vil der blive af dette Discipel-Forhold, naar du residerer som Abbedisse i Mittelmynster-Stiftet i Regensborg? — Lyt og vælg!"
Ottomar er standset — er traadt nærmere. Hun veed, at han staar foran hende, paa den anden Side af Bordet. Hun føler hans Blik hvile paa sig.
— Veed du, Renata, hvorfor jeg er her paa Borg Langenstein.
— For at se mig igjen.
