118
mig af dette Stift og dets Interesser. Og du husker sikkert ogsaa nok Abbedissen?
— Moder Mechtildis? Aa hvor skulde jeg kunne glemme hende? saa venlig hun altid var imod mig den Gang. Og dog var det det mindste. Men senere — i hine Karnevalsuger — da fandt hun mig en Dag i en Krog af Haven, hvor jeg var tyet hen for en Gang at græde rigtig ud, og jeg udøste mit Hjerte for hende som ved et Skriftemaal, og hun trøstede og styrkede mig, som ellers vel kun en Moder kan gjøre det.
— Ogsaa for mig havde hun noget Moderligt … O, havde jeg blot anet det … meget forstaar jeg nu af hendes Adfærd … hendes Blik og Mine … særlig da jeg sidste Gang besøgte hende — —. Havde jeg blot anet det!
— Der er dog ikke — tilstødt Søster Mechtildes Noget?
— "Tilstødt" nei, Kjæreste! Gud har kaldet hende til den Salighed, han har beredt sine Udvalgte, til hvilke denne fromme Sjæl tilvisse hørte.
Renata bøier Hovedet. De tie begge en Tid lang.
— Og det er angaaende hendes Død du vil tale med mig?
— Ja.
— Maaske om hendes Bisættelse?
— O nei, det er angaaende en værdig Udfyldelse af den Plads, hun har efterladt tom.
— Men du kan neppe have Brug for mit Raad i den Sag?
— Jeg veed ikke… Jeg har end ikke forsmaaet at raadspørge min Famulus. Hvad tykkes dig ellers om denne unge Mand?
— Han huer mig kun lidt, sandt at sige — jeg veed
