104
tænke sig at dette var skrevet af den Ærkekjætter, vi søge. Hæretisk er det ganske vist — den menneskelige Sjæl tilintetgjøres! Og almindelig synes det ikke at være.
— Visselig ikke almindeligt.
— Og saa her:
Vincentius blader videre i Heftet.
— Ja: — "Havde jeg en Gud, jeg kunde erkjende, jeg vilde ikke længer holde ham for Gud. Erkjender du Noget af ham: intet af det er han. Og idet du dog erkjender noget af ham, kommer du i Dyrets Tilstand. Vil du altsaa ikke synke ned til at være et Dyr, saa erkjend du intet af den aldrig forkyndte Gud!"
Han løfter triumpherende Heftet i Veiret: —
— Jeg gad nok vide, hvad der paa den Maade skulde blive af den hellige Theologi!
— Du maa vel sige det, du maa vel sige det, Vincentius! bifalder Bispen og ser hen for sig med det Smil, hans Famulus ikke kan lide.
Desto ivrigere farer han videre i Texten.
— Og hvad Eders Høiærværdighed igaar lagde Vægt paa: at den store Gudsven stod i Forbindelse med den frie Aands Brødre, skulde det ikke finde sin Bekræftelse i et Sted som dette: — "Saa alvorlig tage de Retfærdige det med Retfærdigheden: hvis Gud ikke var retfærdig, han var dem ikke en Bønne værd." — Gud var dem ikke en Bønne værd! — jeg gruer ved blot at tage saadan en Blasfemi i min Mund. Og videre: "Siger jeg altsaa "Gud er god" — det er ikke sandt. Gud er ikke god, jeg er god! Ja jeg gaar videre endnu: Jeg er bedre end Gud! …
Hans Stemme svigter. Han staar lamslaaet af Rædsel over de gudsbespottelige Ord, som han har maattet udtale. Det forventede Udbrud fra hans Herre udebliver ganske vist — til hans Skuffelse. Men Panderynkerne
