Side:Guds Venner.djvu/108

Denne side er blevet korrekturlæst

100

Vincentius bøier Hovedet med ærbødig Deltagelse.

Biskoppen gaar frem og tilbage, hvirvlende Tusinder af Støvatomer rundt i den Solbjælke, der staar skraat ind i Værelset.

Endelig standser han ved Bordet, tager Klostrets Skrivelse op, gjennemlæser den og bliver staaende med den i Haanden, til der kommer et helt andet Udtryk i hans Ansigt: først, synes Vincentus, som om en ganske ny Tanke slog ham ved sin Frugtbarhed, og dernæst et Glimt af næsten skalkagtigt Lune.

— Vincentius! I er en ung Mand, der synes, ligesom af Naturen, at staa paa en god Fod med Kvindekjønnet, baade Ældre og Yngre, saa I kan vel tiltro jer en Dom og give et Raad. Hvad mener I vel? hvorledes skulle vi bedst besætte denne Post og give Søster Mechtildis en værdig Efterfølgerske? Er der nogen Søster i Stiftet selv, som I finder kunde indtage hendes Plads?

Vincentius rømmer sig i Bevidsthed om sit Ansvar og sin Sagkundskab.

— Da Eders Høiærværdighed viser mig den Ære at opfordre mig til at ytre min Mening, saa gaar den ud paa at et saadant Stift som Mittelmynster i Biskopsædet Regensborg bør ledes af en Søster, der ogsaa verdslig set indtager en fremragende Stilling; en Dame, om ikke just af fyrstelig Æt, hvilket er vanskeligt at finde, saa dog af den høieste Adel, som den salig Afdøde, eller i alt Fald af en Adelsfamilie, der har et vist Navn — fremfor Alt i Kirkens Øre. Hvis det ikke er for ubeskedent at sige det, en Adelsslægt som von Wintersetten, hvorved man strax tænker paa en navnkundig Korsfarer.

Han rømmer sig atter og stryger med Haanden hen over Mund og Hage, høist tilfreds med den sidste Vending. Den indeholder aabenlyst en Smiger til hans Herre