Side:Guds Venner.djvu/101

Denne side er blevet korrekturlæst

93

jeg gjerne den gamle christelige Regel gjælde: — In necessariis unitas, in dubiis libertas, in omnibus caritas.[1]

— Jeg er glad ved at høre det af din egen Mund. Denne Sætning er jo, saa vidt jeg veed, ogsaa en, som disse Folk paaberaabe sig.

— Kun at de i dens første Led overse, at den hellige katholske Kirke og dens Unitas fremfor alt hører til necessariis. Dog er Mildhed paa sin Plads overfor den Slags Folk. Ikke saaledes med hin Mand, som skal tilhøre "den frie Aands Brødre", denne sataniske Sekt, i hvilket Antichrist skinbarlig løfter sit Aasyn og sin Røst, forkyndende at Gud er i Alt, i Kjødet saavelsom i Aanden, og ikke mindst i de dyriske Drifter, hvilke man skal give frit Løb; saa at den virksomste Gudstjeneste er at hengive sig til Uterlighed og alle Laster. Sandelig Baals og Astartes Præster have intet Værre forkyndt, og endda kunde de ei føie den Bespottelse til, at kalde sig et Led af Christi Legeme og prise Frelseren som den, der havde brudt alle Lovens Skranker ned. Skulde jeg finde mig i at en saadan Læres Apostel frit drog om i mit Land og forvildede Sindene?

— Visselig ikke — saafremt han virkelig forkynder Sligt. Men har man ikke sagt om selve din Ordens store Lys, Mester Eckehart, at han stod i Forbindelse med den frie Aands Brødre og hyldede deres pantheistiske Vranglære?

— Det er en skjændig Bagvadskelse, et Paafund af nidske Franciskanermunke, som vi Dominikanere længst have tilbagevist.

— Men kunde ikke ogsaa dette være en ligesaa falsk Beskyldning?

  1. I de nødvendige Ting Enhed, i de tvivlsomme Frihed, i alle Kjærlighed.