92
hine" hvisket, og det er et farligt Ord, naar det raabes af Hundreder.
Et uvilkaarligt Suk, der hæver Brystet, et ubetvingeligt Gys, der faar Skulderrundingen til at sitre, viser ham, at hans Advarsel ikke er rettet til døve Øren.
— Du veed, jeg er stillet paa et høit Sted, hvor man før de Andre mærker, hvor Vinden blæser fra. Den Føn, hvis første hede Pust jeg har følt, frygter jeg vil blæse Kjætterbaal i Brand fra de østrigske Arvelande indtil Rhinens Munding inden mange Maaneder er gaaet. Begharder og Beghiner ville faa en ond Tid, og den er klog, som i Tide tyer til Kirkens sikreste Ly.
Han ser betydningsfuldt paa hende og alt Blodet strømmer ham til Hjertet, da hendes Blik paa en Gang saa varmt og saa sørgmodig fæster sig i hans. Han føler at nu er det ikke Frygt for egen Sikkerhed, der bevæger hende; det er Bekymring for ham selv, af hvilken Art den nu end monne være, og desuden — synes han — endnu en Foruroligelse, ja en Angst, hvis Retning han ikke kan ane.
— Du frygter dette, siger du. Og dog har du sat en Pris paa den store Gudsvens Paagribelse.
— Fordi en Mand som han bringer mange uskyldige eller dog lidet skyldige Mennesker i Trængsel og Ulykke, ja endog paa Baalet. For her dreier det sig ikke om en almindelig Waldenser eller Beghard eller hvad disse i Grunden lidet ondartede Sekter nu kalde sig, ofte nok fromme Sjæle, hvis største, om end ganske vist ogsaa farlige Vildfarelse bestaar deri, at de over Kirkens ydre Brøstfældigheder, som vi alle kunne se, som man i vore Dage, i det babyloniske Fangenskabs Tid, maatte være dobbelt blind for ikke at se, glemme dens guddommelige Grundfæsteise og dens Uerstattelighed. Overfor dem lader
