92
— Jøsses Kors! Jeg havde nær fulden paa R....! (ɔ: Jeg var lige ved at falde).
— Hvad er her paa Færde, Abelone?
— Pst, Pst, Laadvi’! Magisteren har været farlig ondsindet til Morgen. Det er Konfirmanderne, som faar Ris. Den, der skriger nu, er en Tøs. Pst, bi lidt! Staa stille — Laadvi’! Pst, Laadvi’!
Nøglehullerne i den gamle Præstegaard over Dørenes Klinkefald var store. Abelone Jeremiasdatter havde ved langvarig Øvelse faaet stor Dygtighed i at bruge dem til Kighuller. Hun satte Øjet for og kunde godt overse den store Konfirmationsstue.
— Pst, Laadvi’! Pst! Tænkte jeg det ikke nok. Jeg kunde jo høre paa Hvinet før, at det var Møllermette. Nej, vil man bare se … Nu kan han selv se, Laadvi’!
Ludvig var i sin Skoleby bleven forberedt til Konfirmationen, men selve Akten havde hans Fader, Magisteren, forrettet. Ludvig kendte sin Faders Nidkærhed for den rettroende Kirkelæres Sag og vidste, at han ofte citerede Skriftstedet om den Tjener, der skulde have mange Hug, med Tilføjelsen: Mærk dig det, Dreng! Det er dejlige Ord!
Nu skummede Harmen i hans Sind over, at den lille, stille og rare Mette var under ortodoks Bøddelhaand. Dirrende i alle sine Lemmer keg han gennem det store Nøglehul. Tydelig saâ han sin Fader i den aflagte Samarie med de sømmede
