91
vig, ikke ved Bredden af den lille Sø i den landlige Naturs Skød fundet en liden bly Blomst, som vilde udfolde sig blidt og stille, naar Sommersolen kom, og han imidlertid med Omhu vilde røgte og pleje den? Latterligt, taabeligt, om han vilde løfte, eller snarere sænke sine Øjne til et af Civilisationen fordærvet Væsen, en Grand Seigneurs udydige Maîtresse? Bliv tro mod Naturen! Stræb efter Dyden, den herlige, af alle Tidens store Mænd besungne og lovpriste Dyd, Johannes Evalds høje Muse!
Han endte alle slige indvendige Formaninger ved højt at sige: Ja, jeg vil være dydig!
Men snart begyndte han at svælge i den store Kvindes forudsatte Yndigheder, sov ind hver Aften, vaagnede hver Morgen i vilde Drømme om at besidde Baronens Maîtresse.
— Jeg er galen og afsindig! Det hjalp for nogle Timer at paakalde Dyden med høj Røst, men han maatte snart melankolsk-ironisk raabe Anfægtelserne i Møde med „Flacci Ord“:
— Naturam expellas furcâ tamen usque recurret“.
Men hvad var det for gennemtrængende Hvin? Det skar ham til Marv og Ben.
Han tog den stejle Loftstrappe i faa Trin, men i Gangen løb han mod Abelone Jeremiasdatter, saa han var ved at vælte hende, mens hun udbrød:
