VII
Mesterlektianeren sad stadig og grublede. Den ham fra hans tidligste Barndom indpodede Moral reagerede stærkt med det ufordøjede Ny og forestillede ham, at hans Sværmeri var falden paa en uværdig Genstand. Skønt han havde ladet, som om han overhørte den Pludder, Abelone Jeremiasdatter satte i Gang, naar hun laa foran hans Kakkelovn og pustede til Ilden, havde han opfattet hendes Ord om, at Naadigherren var en klog Herre, som havde set sig om baade i Frankrige og i Vestindien. Han var „Bundens“ sande Ven, havde smidt mange Penge ud til stakkels Stoddere og havde givet Skovfogden i Lave Skov et Spark i Rumpen, fordi han havde kløet den gamle Gertrud Smeds, da hun sankede Risbrænde. Men han var lige godt en uvane Bytyr. Sommetider var jo Naadigherren borte i flere Aar, men naar han kom tilbage, saa slæbte han immervæk et eller andet Fruentimmer med, som snakkede saa tosset, at ikke et eneste fornuftigt Menneske paa Gaarden
