VI
Ludvig blev paa sit Kammers. Magisteren sagde til sig selv: „Gud har velsignet mit Postludium ved hin Froprædiken. Nu sidder Ludvig og mediterer over disse Ord. Ved Maaltiderne viser han stor Modesti, æder sin Mad med de andre Børn og taler blidelig til dem og til Abelone Jeremiædatter, som trods sin Bondeenfoldighed dog elsker mine Børn, og paa Grund af sin avancerede Alder næppe vækker Lyster og Begæringer hos den for Tiden karlevoksne Ludvig … Gud vil vel soutenere ham i de Kampe, han rimeligvis alt maa beståa med sit Kød, som jo altid er saare skrøbeligt hos Menneskenes Køn … Ak ja, den concupiscentia! Det er ret vederkvægende at læse, hvad den i Herren salige Dr. Martinus saa grundigt siger om disse Sager, hvori han synes saare kyndig i Kraft af den Hellig Aands Oplysning. Ja i Sandhed, det, der er en Synd i den enlige Stand, beviser Dr. Martinus, bliver til Dyd i det hellige og herlige Ægteskab … Ak ja — hvem
