73
krybbe med Havre frem, hugge Hul paa Isen i Møllesøen, fylde et Par Spande, løsne paa Seletøjet, mens Kusken sad stiv som en Støtte paa Bukken med Firhestepisken i Haanden. Mens nu Mølleren besørgede alle fire Hestes Vederkvægelse, faldt Baronens Øjne hen mod Bænken. Mette var bleven staaende, Ludvig siddende. Mølleren forargede sig tavs over, at en Præstesøn havde saadan nogle Studemanerer paa sig. Hans Fader, Magisteren, maatte have optugtet ham ilde, han, som dog ellers i Kirken bukkede dybere for Naadigherren, end Bønderne gjorde.
Baronen gabede, saâ ud efter den promenerende Dame, kunde ikke faa Øje paa hende. Sagtens faldt Tiden ham lang. Da Niels Knudsen var færdig med sin Røgt af de Blankbrune, raabte Baronen:
— Du, Møller! … Niels …
Niels Knudsen stillede igjen.
— Du kan da ikke have saa unge Børn som de to derhenne?
— Nej, Kors, Hr. Baron: jeg er lovlig undskyldt. Nej, det er ellers den lille Mette, og hendes Forældre er jo døde. Hendes Fader, min Søn, han fik jo de sorte Kopper, og min Sønnekone, Tøsens Moder, døde jo i Barselseng.
— Hm naa! Den store Knøs, hører han da dig til?
— Nej, Hiane dog! Det er jo Præstens, Magisterens store Laad’vig.
