71
under Herskabets Fraværelse havde set over Marmorkaminen i Herregaardens Salon. Der laa Venus og foldede sine nøgne Yndigheder ud mod Beskueren, men med en Frisure omtrent som hendes pelsindhyllede Inkarnation der paa Vejen … Han ønskede blot, hun vilde tage Pelsen af — mere forlangte han ikke i denne Vinterkulde. Havde han turdet følge sit Hjertes Tilskyndelse, havde han kastet sig ned for hende og kysset hendes Stortaa, der saa henrivende tegnede sig gennem Skoens fine Saffian. Hvilken Verden af Ømhed i de store Øjne!
Med en Bevægelse, hvis Lige i Skønhed han aldrig mindedes at have set, gjorde hun en pegende Bevægelse ud mod Møllesøen og sagde:
— Eine wunderschöne Idylle!
Saa satte hun sig i Gang, og trods hendes ingenlunde nymfeagtige Skikkelse syntes det dog Præstens Ludvig, at hun svævede lig en Gudinde gennem Skyer ... Bare hun dog vilde tage Pelsen af …!
Han havde glemt baade Mettes og Niels Knudsens Tilværelse, hørte ikke, at Mølleren hviskede i Retning af Damen: Sikken en Komediantspiller! Hans Øje fulgte hende og Tjeneren, der gik bag hende i lang ærbødig Frastand med Hatten i Haanden. Hans pudrede Toupé stod op i Luften som en Top Sukker.
Hun slog ind under Elletrunterne paa en Gangsti.
