64
— Nej, det staar der ikke. Der staar — ja, hvad Fanden staar der nu? Jeg kan ikke se .. Saa … der drat lige godt Glarøjnene. … Tak, lille Mette. Klem dem godt fast igen paa mit gamle Andriksnæb … Ja, hvor Fa’en var’ed vi slap? Jeg kan ikke hitte det …
— Det var der, sagde Mette og lagde sin lille røde Pegefinger paa det Sted i Bogen, som hun snart havde fundet igen … Naa …
At i Lydighed jeg staar
til din Villie at gøre
— Nej, nu voldte det, at Bogen faldt paa Gulvet, at jeg ikke kan huske et Ord, Bedste.
Pigebarnet brød ud i Graad. Bedstefaderen saâ næsten ud, som han var ved at gøre det samme. Han tog sin Læderhue af og kløede sig i Nakken med den brede, stive Skygge. Hans Øjne gled ud i Rummet, mens han mumlede:
— Ja, det er ogsaa svært at huske saadanne nogle Rim, og det er endnu værre at udgranske dem. Han saâ sig om i Luften, som snappede han efter Raad og Trøst derfra. Pludselig brød han ud:
— Nej, Hiane dog! Der staar jo En og glor bag den Elletrunte. Nej, vil Du bare se, lille Mette ... Halløj ... han der! Jo, der staar jo noget Sort, som maa være et Mandfolk, for hvad Fa’en sku’ det ellers være? Hvad, Mette?
