62
Møllesø, hvori Elletrunterne stod fastfrosne, det hvilende Møllehjul, dybt nede, hvorover enlige Draaber af Overfaldsvandet dryppede ned over Tremmerne, hvor de af Is krystalliserede Eger funklede i fine Regnbuefarver, syntes at forjætte Mesterlektianeren en Werthersk Hytte.
Mange Gange var i Barndomsdagene hans Vej faldet forbi dette Møllested. Det havde hverken været mere eller mindre for ham end enhver anden Vandmølle. Nu syntes han, han saâ det for første Gang. Ak, hvor havde ikke den lille Bog om den unge Werther aabnet hans Øje for al Verdens Herlighed!
Han citerede tavs: „Jeg véd ikke, om skuffende Aander svæve over denne Egn, eller om den varme, himmelske Fantasi er i mit Hjerte, der gør alt omkring mig saa paradisisk“. … Ja selv Mølleren Niels Knudsen, som han stod der i Døren i sin melbestrøede, hvide Lammeskindspels og store Træsko og med den spidse Læderklaphue, med opsamlet Mel i alle Fordybninger, forstyrrede ikke det „paradisiske“ Billede, skønt Mølleren med en hvislende Lyd sendte Skraaspyt hen over den hvide Sne.
Præstens Ludvig for op som fra en Drøm, da Mølleren paa det bredeste sællandsk raabte ud ad Husdøren:
— Naa, Mette, kan Du nu Psalmen til Præsten udenad? Ellers glor han galt til dig, den bøvede Magister; om det ikke gaar dig vovere endnu.
