61
Det var jo kun Brøndby Vandmøllested. Den Del af Universet var jo ikke saa uoverkommelig for den Favn, Ludvig Masmann havde tiltænkt hele Verden og Kvinden Idealia, som hans Fantasi havde faaet sammenstøbt af Rousseaus Julie og Goethes Lotte.
Han følte en Trang til at gaa ned ad Bakke. Lindt og let gik en ikke kort Nedstigning for sig. Det lunede svært i Hulvejen mellem Bakkerne. Stod der end haardfrosne høje Rande om Hjulsporene, var Gangen dog lettere end paa den knoldede Jord der oppe. Og saa blinkede og vinkede Aaløbet der nede med sin fri klare Vandstribe mellem Israndene og de lavstammede, brede Elletræer der nede i Mosedraget. Og saa tittede det høje tjærede Møllehus og den i Flugt med det liggende Bindingsværks hvide og rødbruntærnede Vaaningslænge hyggeligt og hjemligt ud gennem Træer og Krat.
Saadanne Hvilepletter fandt jo ogsaa den unge Werther under sine Lidelser, saadanne simple Hytter i Naturens Skød. De dulmede jo ogsaa hans Sorg over, at han ikke kunde faa Verden omformet og over ikke at kunne besidde sin Lotte.
Han skriver jo selv: „Du kender jo fra gammel Tid min Maade at bosætte mig paa, at opslaa mig en lille Hytte paa et fortroligt Sted og da at lægge mig derind med al dens Indskrænkning …“
Det tærnede Hus med den af Aaen dannede
