Side:Gamle billeder.djvu/64

Denne side er blevet korrekturlæst

60

en Kvinde, som han kunde byde den Kraft, han i hvert Fald besad, og slutte hende i sin Favn. Og dog skulde hun være og evig blive en Helligdom for ham, som Lotte var det for Werther. Han skulde ikke som Rousseaus Saint-Preux berøve Julie hendes Dyd. „O, du guddommelige Dyd! Himlens Afglans i en stakkels Dødeligs urolige Hjerte, den Stjerne skal lyse over mit Sinds oprørte Bølger og bringe dem til at lægge sig, nej jeg skal ikke skyde mig som Werther, men glæde mig over min Elskedes Lykke, imedens jeg lider og bærer min Lod som Saint-Preux — ak, at jeg som han kunde faa at vide, at min Julie døde med mit Navn paa Læberne!“

Men da Mesterlektianeren hørte, at han havde talt højt, og at det lød i Frostluften lige saa højt som Lansenerernes Hornmusik i hans Skoleby — ja saa sank hans Løftelse. Han søgte et Punkt i det store Landskab, der for et Øjeblik siden ret ordentlig repræsenterede Universet, … et Punkt, han kunde faa fast Syn paa … Jo — der laa det: En større Trægruppe, langt større end Hegnene om Gaarde og Huse. Trods Mangel paa Blade skjulte de tætte af Is glinsende og af Sne pyntede Grene og Kviste Syn til, hvad der laa bag. Nede til højre for Mergelgraven, ret dybt nede, drog det den unge Ludvig Masmanns Blik og Tanke fra det Himmelblaa til det Jordbrune, fra det Høje til det Jævne.