59
Freude trinken alle Wesen
an den Brüste der Natur;
alle Gute, alle Bösen
folgen ihren Rosenspur.
Küsse gab sie uns und Reben,
einen Freund, geprüft im Tod;
Wollust ward dem Wurm gegeben,
und der Cherub steht vor Gott
Ihr stürzt nieder Millionen?
Ahnest Du den Schöpfer Welt?
Such ihn überm Sternenzelt!
Ueber Sternen muss er wohnen.
En enthusiastisk Kærlighed, Trang til at favne Alt, gøre Alt og Alle lykkelige, gennemglødede den 17aarige Mesterlektianer, som han stod der paa Bakketoppen. Han havde taget sin Hue af. Det krøllede brune Haar flagrede for Vinden; Øjnene var fyldte med Taarer, hans Arme bredte sig ud for at favne Alt og Alle.
Armene slappedes og blev trætte. O, havde han blot én — Rousseaus Julie eller Goethes Lotte at gribe i Favnen, nu da han mærkede Kraften svigte til at omfavne Alt og Alle. Saa meget tættere skulde Favntaget blive, netop her i den store Ensomhed, hvor kun Himmel og Jord var Vidner. Skriver ikke Julie selv i „La nouvelle Héloise“: „Alle de store Lidenskaber dannes i Ensomheden, saadanne findes ikke i Selskabslivet, hvor ingen Genstand faar Tid til at gøre et dybt Indtryk, og hvor Mangfoldigheden af Tillokkelser matter Følelsernes Styrke?" … Ja én, en eneste,
