56
saadan i Rend, maatte han have Taabligheder i Hovedet.
Da Sidse kom uden for Porten, klavrede Ludvig som en Kat over Stendiget hinsides Vejen foran Kæret og Kastanietræerne og var inde paa Marken. Sidse følte mere og mere Trang til at se, hvor han rendte hen, men da hun ogsaa vilde klavre over Gærdet, tabte hun sin ene Træsko sammen med Præstens Fedtsko og skrabede sit ene af Klæder ikke stærkt beskyttede Knæ. Hun havde lige set sin Husbonds Søn standset i Farten af et Stykke klæget, pløjet Markjord, da Modet sank i hende paa Grund af hendes Uheld. Med den til bagevende Besindelse tænkte hun: „Hvis nogen har set mig, bliver jeg ulykkelig.“ Hun spejdede, medens Tungen hang ud af den ene Mundvig, langs Vaaningsfløjens Vinduesrække. Ikke et Ansigt viste sig. Sidse blev beroliget, fik sin Træsko paa Foden, tørrede Snavset af Magisterens Overlæder paa Bagen af sit Skørt, og mens Tungen stadig hang ud, sprang hun ned paa Kærets Isflade og „fejede“ lystig over Isen i alle Retninger, saa den paa kryds og tværs blev gennemfuret af Sømmene i Lillepigens Træsko.
Saaledes rasede Ungdommen paa hver Side af Stengærdet, mens Magisteren i sit Studerekammer sad fordybet i et latinsk ortodoks-dogmatisk Værk, mens Røgteren mugede og Avlskarlen fodrede Hestene. Abelone skrabede Fisk i Køkkenet, og Smaapigerne bleve overhørte i deres Lektier af Degnen.
