50
jo slet ikke kunde optræde med imponerende faderlig Myndighed. Gangen ned efter denne gjorde Magisteren forpustet, men satte dog en Slags Dæmper paa hans Sind.
Ludvig kunde umulig tage fejl af de rungende Trin paa Trappen. Han havde ligget i Sengen, sprang ud derfra med Lynets Fart, trak baade Bukser, Strømper og sin sorte Roquelaure paa. Nu sad han ved Bordet med den store Spændebibel aaben, da Magisteren rev Døren op.
Under andre Omstændigheder vilde det have behaget Magisteren, at hans Førstefødte under sin Pønitense læste i den hellige Skrift; men da han nu havde sat sig fast i den Tro, at han muligvis kunde overraske ham enten i Læsningen af en ugudelig Bog eller i ørkesløst Driveri, blev han gnaven over, at Sønnens Dydighed krydsede hans Plan, at tåge Drengens Lekture til Udgangspunkt for Straffetalen.
Ludvig havde rejst sig op og stod i korrekt, ærbødig Stilling, samlende Roquelauren om sine ikke fuldt knappede sortegraa Knæbukser og over de i Aal hængende sorte Uldhoser.
Fader og Søn stod stramme foran hinanden. Magisteren rømmede sig, som om han vilde tale, men det blev ikke til Noget. Saa for Rødmen op i hans Ansigt. Han blev rasende paa Verden og Sønnen, fordi han ikke vidste, hvorledes han skulde tage fat. Pludselig rev han den store Bibel fra sin Plads og sagde: