IV
Den 27. December gik hen i stor Stilhed. Magisteren mediterede og sov. Hans Søn holdtes endnu i en Slags Arrest paa Loftskammeret med rigelig Forplejning, sov og læste, for stundom op og læste højt, saa Abelone kunde høre det ned ad Loftstrappen, naar hun bragte ham Tørv eller Mad. Hun sagde ved sig selv:
— Laad’vig bliver kanske endnu skrappere til at præke Omvendelse end Magisteren. Bare han ikke vilde blive saa længe ved og præke Bønderne i Søvn. De Bæster har jo ikke bedre Forstand. Og hvor skulde de vel faa den fra? Nu da de slipper for Træhest og Hundepisk, kan de jo slet ingen Opdragelse faa.
Magister Masmann havde med samme Omhu, som han havde udarbejdet sine to Prækener, arbejdet paa en „Admonitio“ (Formaningstale) til sin Søn, som han havde tænkt paa at slippe løs paa „fjerde Juledag“.
Magister Masmann var ikke helt rolig. Han havde før Sønnens Ankomst været saa sikker paa sig selv. Men først dette Greb om Piskens Snært
