42
maatte hun lade den anden vente til bedre Tider. Hun praktiserede den da ned under sit Sæde. Saa blev den da i al Fald dejlig varm.
Præsten skulde nu til sit „Posticulum“. Han saa’ neppe i Papiret. Han rettede sine store Øjne ned mod et Stolestade, hvor Ludvig sad hyllet i sin sorte Roquelaure. Magisterens Stemme bævede under en endeløs Lovprisning af Gud Fader, der havde havt den Ære og Glæde at se den Søn, i hvem han havde inkarneret sig, alt i sit tolvte Aar være en opponens irrefragibilis (en uigendrivelig Modstander) af de jødiske Skriftkloge; vokse i Visdom og Alder, i Naade hos Gud og Mennesker, tvinge den Onde til Tavshed og til at aflade med sin næsvise Importunitet, selv være lydig indtil Døden, den han besejrede, hvorved han vandt større Glorie end nogen General eller Admiral, som hyldes af Verden; Faderen havde set ham opstaa i Glans og megen Herlighed. Men ve os uselige Syndere for de Børn, vi inkarnere vore besmittede Sjæle i. I Tider som vore, hvor vor hellige Tro bespottes af liderlige Kumpaner og advocati diaboli i fjerne Lande og Stæder, spredes Vantroens Gift og æder sig ind i unge Sjæle, saa de glemmer vor hellige Confessio augustana samt foragter de gamle Sprog, hvori de hellige Apostle og Kirkens Fædre iklædte deres Forkyndelse af Evangelii-Sandheder og det himmelske Riges Mysteria, de Maal, hvorunder de gamle hedenske Vismænd havde udtalt de Sandheder, der var en
