Side:Gamle billeder.djvu/43

Denne side er blevet korrekturlæst

39

værnet overfor Prækestolen to Personer, en Herre og en Dame.

Herren var hyllet i en karmoisinrød Silkepels, foret og kantet med Maarskind. Naar den gled til Side, saa man gyldne Knapper blinke, fra den violette Fløjelskjole. Paa Hovedet bar han en hvidpudret Paryk med høj Toupé. Et lille fint Ansigt regelmæssigt skaaret, smaa mørke Øjne med tuschstukne Bryn. Ingen kunde skønne hans Alder. Det var Lehnsbaronen.

Damen havde et tæt Slør ned for Ansigtet og var indhyllet i en mørkviolet Fløjelskaabe.

Da Præsten kom lige over for sin Patron, hvis i Herren salige Fader kort før sin Død havde kaldet ham til Sognepræst i Randløv og Anneks Borød, standsede han og bøjede sig tre Gange. Baronen gjorde en let Haandbevægelse, som vilde han sige, at nu kunde det være nok.

Præsten besteg den knagende Prækestolstrappe, men aldrig saa snart kom hans Hoved saa højt, at det kunde ses, før han atter bukkede tre Gange for Baronen, og gentog Bukkene, da han var kommen helt op og stod foran Læsepulten.

Denne Gang svarede Baronen lidt mere soigneret ved en let Bøjning af Hovedet.

Efter at have læst Evangeliet udfoldede Magisteren det store Manuskript. I de Tider læste Prædikanten altid sin Præken op. Saa lang som en saadan var, vilde det have været et Herkules arbejde at lære den udenad.