38
dybt han formaaede og tog saa meget Snus, han kunde rumme i sin hule Haand.
Degnen skyndte sig gennem det lyse, osende Kirkeskib, saa kom Menigheden. Neppe var den placeret, før Degnen tog fat paa sin Tjeneste i Kordøren, sang Psalmerne næsten uden Medvirkning af Menigheden, gik saa ind i det lille Sakristi for i Anledning af den store Højtid at iføre Præsten Messetøjet til hans Fremtræden for Alteret.
— Det er jo Løgn, Degn. Her er ingen Baron, sagde Præsten.
— Men han kommer, Hr. Magister!
— Hvor ved han det fra, Lars Degn?
— Fra Sidse, Fadeburspigen paa Herregaarden.
— Skam sig! Har han endnu med hende at skaffe, Lars Degn? Den liderlige Tøjte!
— Nej, det er rykkedes mig at døde mit Kød og den deri indeholdte concupiscentia.
— Det er vel Løgn. Skynd sig nu med at synge den næste Psalme og staa ikke her og spild Talen med forfengelig Snak paa en høj Helligdag!
Degnen tog Sakristiet i to Skridt, havde endnu ikke aabnet Kirkedøren, før han stemte i Psalmen med en saa stærk Intonation, at to Lys gik ud derved. Hans Aande osede om Kap med Tanerne.
Da Magister Masmann havde forrettet sin Altertjeneste i sit falmede røde Messeskrud, saa han i Pulpituret med Vaabenskjoldet paa Bryst-
