410
der blev dreven bedst i hele Sognet. Misundelsen hviskede, at det var, fordi han ejede en Cyprianus. Nogle gamle Folk havde jo set den opslagne hebraiske Bibel paa hans Bord. Det var ogsaa farlig, saa han kunde magte sin Plejel i Tærskeloen, heller ikke skammede han sig ved selv at sprede Møg. Og saa var han doktorlærd og kurerede bedre end baade Smeden og Doktoren i Kjøbstaden. Mette var et skikkeligt Kvindemenneske, ikke det mindste storagtig, fordi hun havde faaet en Mand uden for Bondestanden. Præsten og hans Søskendebarn var „lige saa gemene Folk, som de altid havde væ’t.“
Solen tog et Kæmpetag og smykkede Himmel, Hav og Jord i ét blændende, glansfuldt Øjeblik, samlende sin sidste Kraft.
Licentiat Krog lod sin Finger beskrive en Bane parallel med Kystens Kurve, pegede ud over Land og Hav og med en fin lille Tenor, der sekunderedes af Ludvigs dybe Bas, istemmede han en Strofe af en Sang, der efter en langsom Vandring endelig var naaet til den ensomme Præstegaard. Kun. de to Syngende forstod dens Tekst, men de to Kvinder blev grebne af den herlige Melodi og af den løftede Stemning i Foredraget:
Amour sacré de la patrie,
Conduis, soutiens nos vengeurs
Liberté, liberté chérie
Combats avec tes défenseurs.
