407
eg mærker tydelig nu, at jeg holder saare meget af dig.
Pigens fyldige Læber svulmede glad, og de lyseblaa Øjne skinnede som Kornblomster i Solen. Hun rykkede sig ind til ham og hviskede:
— Jeg tør alligevel ikke … jeg har været saa ulykkelig.
— Ja, men véd Du, hvad der falder mig ind, Mette?
— Jeg tør lige godt ikke.
— Ja, men hør dog. Jeg kan faa Præsteavlingen i Forpagtning. Om jeg nu bad dig om at gifte mig med dig?
— Det kan aldrig være Magisterens Ludvigs Mening. Han vil bare gøre Nar. Og han har Synd af det. Saa tosset kunde han da heller aldrig være.
— Jeg siger dig: Det er mit Alvor.
— Jeg har jo sagt ham, ligesom det er, at jeg kom skidt afsted med Kristen Povlsen.
— Tror Du, at jeg er Jomfru?
— Nej, et Mandfolk i den Alder vilde da være en led Tosse, hvis han var det.
— Jeg synes, at i den Ting maa et Fruentimmer og et Mandfolk maales med samme Alen.
— Det kan jeg aldrig tro kan gælde for andre Fruentimmer end Dronninger og Prinsesser, som jo i saadanne Sager gør lige, hvad de vil.
— Vi lever i Tider, hvor Alt gaar frem. Ovre
