Side:Gamle billeder.djvu/409

Denne side er blevet korrekturlæst

405

døde for fire Aar siden. Og saa sad jeg med Møllen. Jeg maatte tage en Svend, ham Kristen Povlsen. Godt saâ han ud, men det var en Tyveknægt, som lagde Alt, hvad der blev tjent, paa Kroen. Og saa — ja, vi var jo ene — saa gik det som det gik. Jeg naaede den Alder, hvor hverken Mandfolk eller Fruentimmer kan være, som Katekismussen, Bibelhistorien og Salmebogen vil have, at de skal være. Men han rendte med Pengene, det Asen, og lod mig sidde med Skammen og Barnet i mig. Hvis Præstens store Ludvig var bleven ved at komme og læse med mig, var det aldrig gaaet saadan. For ham kunde jeg forstaa, men Magisteren, han gjorde jo En bange for al Slags Re’li’on og Kristendom, saadan som han tog paa Veje. Og siden forstod jeg jo godt, at naar han gav halvvoksne Tøser Ris, saa var det ikke for Kristendommens Skyld. Naa — jeg maatte jo staa aabenbar Skrifte, men havde jeg været modig, saa havde jeg rigtignok spurgt ham, da han var saa fus mod mig paa Kirkegulvet, om han, den gamle Mand, havde været helligere end jeg, da han tog Baronens forrige Bislaaperske. Men simple Folk skal holde Mund, om ogsaa de snakker om, at nu er de fri. De er Fa’en ikke fri. —

— De bliver det snart, Mette. Lille, stakkels Mette. Du har lidt meget.

— Ja, jeg har gaaet meget igennem. Nu maa jeg gaa paa Omgang og tage det Arbejde, jeg kan faa.