403
den unge, mørkebrune Mand med det flagrende, upudrede Haar, Hals og Bryst blottede og ustivet Skjortekrave viftende i Vinden.
Han havde endt Sangen. De andre Piger begyndte at arbejde. Kun den lyse, store Pige stod ubevægelig stirrende op mod den unge Mand.
Paa en Gang lyste hans mørke Øje stærkt, af et Glimt som af Genkendelse eller Forstaaelse. Med et langt Spring satte han ned fra Gærdet helt over det revne Høs Rækker.
Pigerne hvinede og søgte hver til sin Side. Den store Blonde hev Riven fra sig og satte i Løb over Engen. Ludvig Masmann forfulgte hende. Hun satte i al den Fart, hendes stærke Ben og Fødder orkede. Alt hendes Tøj flagrede om hende: Det grønne Hvergarns Skørt, den løst siddende Særk. Det gule Haar gik løst og bølgede ned om de nøgne Skuldre, ned ad Ryggen.
Ind i Skoven! — Ludvig efter hende! Han var dog i Kraft af sine lange Ben den rappeste. Ret som hun vilde smutte ind ad den Sti, der førte til Bullen af den store fældede Bøg, følte hun bagfra hans Arme uimodstaaelige omslynge hendes Liv. Hun gav et stort Skrig fra sig. Dets Ekko rullede gennem Skov og over Sø. Hun tog fra sig som en før Karl og vred sig stridbart under hans Favntag. Da hun stod Ansigt til Ansigt med ham, og han nærmede det til hendes, som vilde han kysse hende, brødes hun formelig med ham,
26*
