396
som Hundehvalpe paa Sandbunden og slikkede de fremstrittende Rødder.
Der laa en lille Vej, skærmet til hver Side af Klinten, hvis iturevne Sider bar Mærke af, hvor de kæmpede for at holde Vejen og Skoven i Læ. Det lykkedes dem ogsaa helt vel. Det Stykke Skov i det Inderste af Vigen kunde jo nok faa en Lusing af Stormen med Nævefulde Sand i Hovederne paa Bøge-, Elle- og Egepurrer, der rev Totter af raslende, vissent Løv, der endnu fra i Fjor hang ved Grenene, ud til dansende Leg paa Bølgerne.
Inde imellem Ungskovens tynde Stammer blinkede Havet stadig og gnistrende i Solen, blidt perletindrende under overskyet Himmel. Der var egenlig ikke Vej eller Sti i det smalle Stykke Skov. Men mellem den unge Træbestand laa der smaa aabne Pletter, hvis Midtpunkt dannedes af gamle Bulle af længst fældede Bøge. En af disse Stubbe havde Ludvig Masmann med Øksen hugget saaledes til, at der dannedes Sæder med primitive Rygstød i den store Vedmasse.
Paa disse Sæder havde Licentiaten og hans unge Ven sat sig en Junimorgen. De havde gaaet og tiet nogen Tid, da Ludvig sagde:
— Skal Høet rives idag? Det er svært fremmeligt iaar.
Præsten saa’ smilende paa ham.
— Du er bleven en hel Bonde, Ludvig. Jeg véd det, med Skam at tale om knap.
