389
— Hjertelig velkommen, Hr. Masmann!
Randlev Præstegaard, befæstet med en Grav, overgroet fra alle Sider, forsvaret af struttende Tjørnehække, bevogtet af den sorte lodne Cerberuskøter, Bindehunden Fylaks, med de faa Vinduer i Vaaningshuset — det mørke, ved Dogmernes Volde og Symbolernes Grave befæstede Kastel, den sorte gamle Ortodoksi. — Rynkeby Præstegaard med sin i Solskin blottede Façade, tarvelig, men frejdig givende sig hen, den venlige lyse Hønsehund, der sprang op og slikkede Gæsten lige i Ansigtet — den haabende, fremskridtsgraadige Rationalisme, maaske lidt løs, lidt flad, men ikke arrig eller sur. En Kontrast!
Den lugtede maaske af Træ, for ungt til Bygning, men ikke af sur Muggenskab, af indespærret Luft i lave Stuer, af sammenhobet muldede Fnug i alle Kroge.
— Min egen Dreng, min kære Dreng, min Émile … ja, jeg blev ikke din Mentor som Rousseaus Pædagog — det havde hverken Du eller jeg Raad til — men Tak, fordi Du har skrevet til din gamle Ludimagister … Ak Dagen ved Gyngetræet i Skoven! Kom ind, min Ven … Ja, nu kan jeg komme til at snakke løs som i gamle' Dage … Karoline og jeg skal være gode imod dig. Ludvig Masmann saa paa den lille Dame. Hun var ikke køn med sine smaa spidse Former. Men de tynde fint tegnede Læber fortalte om noget godt, noget blidt resigneret.
