388
drengen. Han delte Agebrættet med sin Passager.
Vejen blev haardere, tørrere og lettere at passere fra den aabne Slette.
Rynkebys hvide Gaardlænger og enlig liggende Hussteder fik blegere Lød i Eftermiddagssolen. Foran Husstederne stod smaa hvidhaarede Unger og nejede for Enspænder-Gumpekærren. Og alle Mennesker der mødte den, hilste.
— Der er lige godt Præstegaarden, sagde Køredrengen.
Han løftede Pisken med den tjærede Snært og pegede hen mod en okkerpudset Gaard med tjærede Bindingsværksstolper og nyt Straatag.
Bindingsværket tegnede sig med matematisk Regelrethed, og Straataget saa saa hæget ud som et nysklippet Drengehoved.
Kærren svingede ned ad et lille Stykke Vej langs et Gadekær.
En Mand og en Kvinde stod foran Indkørselsporten.
Hun vinkede velkommen med et hvidt Lommetørklæde, han med en hvid Haand, til Gumpekærren. En dejlig, smidig stor Hønsehund, hvid med store brune Øren og Kroppletter sprang op med lystig Gøen ad den store, unge Mand, mens Præsten tog ham i Favn og kyssede ham, og den middelaldrende Kvinde i den hvide linnede Kjole, lille og spinkel, som hun var, blev ved at gentage med blød og spinkel Røst:
