387
V.
Postvognen havde sat en Passager af ved Flændrup Kro. Han skulde til Rynkeby Præstegaard. Høj og svær med upudret, langt, mørkebrunt Haar, stod han paa det halvrunde Stykke Møllesten, der tjente til Trappe for den lave Indgangsdør.
Jo, der var en Dreng, der kunde køre ham og hans store, sparsomt behaarede Sælhundeskinds Kuffert den Milsvej for en Mark.
Ud gik det i den soltindrende Martsdag, ad Veje gennem Skov, Skov, Skov! De vaade Stammer glinsede som Kobberstænger. I Skyggen laa Sne endnu og drev i Grøfterne. Men hvor Solen havde ret havt Magt, rislede Vandet i lystig Fart med højlydt skvulpende Sang, i stride Strømme ned ad Heldet.
Skoven holdt op et Stykke. Paa Sletten mellem to Skove saas et Par Landsbyer med hvide Kirketaarne. Deres Hvidhed skar i Øjnene.
— Det der er ligegodt Rynkeby, sagde Køre-
25*
