383
Tanker og omvende sig til HERREN, og hand skal forbarme sig over ham, og til vor GUD, thi hand skal mangfoldeligen tilgive.“
Derpaa istemmede Degnen og de fire Præster en Bodspsalme. Menigheden kendte ikke Melodien og tav. Sangstemmen og Klaveret tav inde fra Sakristiet. Slutningsstrofen hørte ingen paa.
Thi under den træder en høj Skikkelse, i hvid, bælteløs Linnedkjortel med stive Folder som paa de byzantinske Helgenbilleder, ud fra Sakristiet. To store, mørke Haarflætninger hang ned paa hver sin Side, mens Haaret fra Panden var opsat i en pudret Toupet.
Mens Degnen sang de sidste Linjer, tog han en Stol, bar den ned i Skibet og satte den med Ryggen til Alteret, flankeret af Præstens seks hvide Pigebørn.
Med en fortræffelig bodfærdig Holdning skred Mammesellen langsomt gennem Koret ned ad Kortrinene med sænket Hoved og satte sig for over bejet paa Stolen. Degnen sang videre og bukkede dybt, mens han sang.
— Nej, sikkedan hun dog kan, hun Tyrken eller Jøden, hviskede Abelones Naboerske. Man kan se, at det er myrderlig, som hun tror nu.
Selv den yngste af Præsterne i Koret, hviskede til sin nærmest staaende Kollega:
— Hun er vant til at præsentere sig.
— Da Psalmen var færdig, efterat den travle Degn, syngende dens to sidste Linjer, havde afført
