381
at smøre Tøsene med. Jeg tror, at det er saadant noget som Madfedt med Lavendelvand i. Hun har saadant noget ovre fra Tyrkiet eller Vestindien.
Provsten gav et fornemt Vink til Lars Degn. Denne rejste sig, gik hen i Kordøren og reciterede den sædvanlige Bøn. Dog med hørlig Bestræbelse for et omhyggeligere Foredrag end sædvanlig.
Pludselig lød ud af den mod Koret aabne Sakristidør fine spinkle Toner af et Spinetklaver. Menigheden studsede, og Konen sagde til Abelone:
— Hvad Fa’en er det?
— Det er en stor Spilledaase, Mammeselle Marie har faaet sendende.
En stærk Sangstemme sang med Tremolo og mange Figurer:
Vor Gud han er saa fast en Borg.
— Det er ligesom det ku’ være Englesang, sagde Konen.
— Jeg holder lige godt mere af den gamle Maade, mumlede Abelone. Men hun har jo ogsaa været Komediantspillerske.
— Saa kom der noget endnu Sælsommere.
Lars Degn brast i højlydt Graad.
Denne fordrukne, plebejiske Karl havde en Krog i sin Sjæl, der var aaben for ædle Indtryk. De maatte da komme formede i Musik eller Sang. Den dovne, tykke Degn rørte sig ellers aldrig uden for at gaa til og fra Kirke og Kro, men hvis en
