34
fundet paa at skrive som Overskrift over dens Tekst: Posticulum meum[1].
Han maatte ud med, hvad der havde pirret ham, og om han end vilde præparere sine Ord saaledes, at ikke en eneste i Menigheden forstod dem, vilde det være ham en Trøst at kunne udbryde: „Dixi et levavi animam meam“[2] …. Han følte ogsaa en særegen Tunghed i sin anselige Mave. Han havde ingen ret Glæde ved at tænke paa den nær rykkende Kaffe og Julekagen, da Abelone bankede paa Døren.
Han gik ind i den store Stue, satte sig ved Chatolklappen, drak af sin Skaal Kaffen med megen Sukker og tyk Fløde, men mere af Pligtfølelse end af Lyst, skænkede sig et Glas „perlende“ Brændevin for sin Maves Skyld. Alt skulde gaa efter den fra Fædrene nedarvede Skik — more majorum.
Abelone blev ude et Øjeblik for at udruste Pigebørnene til at døje Kulden i den iskælderagtige Kirke. De kom i Gaasegang med lange fra Hoved til Fod rækkende sortegraa Kassekinger af graasort, hjemmegjort Tøj med Messingspænder i Halsen. Store langt fremadstaaende Bomuldsfløjels Kyser druknede de smaa Hoveder, hvorfra nogle røde, fugtige frysende Næser hævede sig frem, og hvorfra troskyldige, lidt søvnige lyse
