364
paa Alt. Naar Magisteren prædikede eller læste, indprentede han hvert Ord ved ledsagende Slag af den knyttede Næve i Fyrrebordets Plade, saa Snuskorn fløj hende i Næse og Øren og fik hende til at nyse. Det lød behageligt for hans Øren.
Hun gengav ham alt ordret, som han havde sagt det, ja, selv i det Tonefald eller i den Diktion, han havde brugt. Aldrig havde Magisteren faaet et saa glimrende Resultat ud af sine Bondeknolde af Konfirmander. For Fruentimmeret havde „Sentiment“ og sagde sine Psalmevers saa pænt, at han fik genkaldt sine Erindringer fra Studentertiden om franske Tragediers Deklamation paa Københavns Skuespilhus. Han fandt sig endog for anlediget til, naar han huskede det og ikke var altfor optaget af det æsthetiske Indtryk, at minde hende om, at man ikke paa papistisk Vis maatte sætte for mange Falbelader paa de hellige Ord.
Han vilde have sin Konvertit grundig ind i den rene Lære, da han mærkede, at hun var saa letnem. Han tog den augsburgte Bekendelse frem og oversatte dens Artikler paa Dansk for Marion. Han blev saa besat af hellig Iver, at han først citerede dem paa Latin og blev halv henrykt og halv betænkelig, da hun pludselig opramsede paa Latin lige efter Præsten:
Damnant Anabaptistas, qui sentiunt hominibus damnatis ac diabolis finem poenarum futurum esse! (Gendøberne fordømmes, hvilke mene,
