361
haver gjort, sagde hun. Ach, min elskede Direkteur, paalæg mig Pønitens og lad mig sige mit Confiteor.
— Nu snadrer hun dybt i den papistiske Møddingpøl og er saa galen, at hun tror, at disse ny Prædikanter er bedre end Papister og de andre arge Kættere.
— Ach … jeg giver mig kun blindt under Eders Tugt. Alt, hvad min Mester vil sige, lyder jeg …
— Ja, det er godt nok, men ikke som de af Gud forstødte Jesuiter sige: velut cadaver, som et sansesløst Lig — naar hendes Forstand er genfødt under Troens Lydigheds Tugt, saa kan hun faa Lov til at bruge den, men falder hun en eneste Gang tilbage i Papisme eller Rationalisme, saa faar hun rende hen, hvor hun er kommen fra. Nu kan hun blive . . rejs sig op! Hun maa vel vise mig reverentia, men ikke adoratio, som kun tilkommer Personer af den hellige Trefoldighed …
Præsten skottede stadig hen til hendes ene Læg, mens han vedblev:
— Men hun maa ikke tro, at Dr. Morten Luther forklarede Herrens Undere og Hovedunderet, Forløsningen ved hans Legeme og Blod, med saadant Snak som Jere københavnske Spring fyre af Præster. I saa Henseende er han en haardere Negl end Jere jesuitiske casuistiske Kongemordere og Horkarle … Vil hun under min
