Side:Gamle billeder.djvu/36

Denne side er blevet korrekturlæst

III


Klokken fem Julemorgen var der overalt Varme og Lys i den gamle Præstegaard. Lyspyramider stod ud over Kæret, deres Spidser naaede hen til de bladløse Kastanjetræers Rødder derude. Inde buldrede Knuderne i Bilægger- og Tromleovne. Duftende Skyer fra den store Kaffekedel og fra den mægtige Julekage, tykt garneret med Sukker og Rosiner, der stod og spruttede paa Jærnpladen i Bagerset, bølgede gennem alle Rum.

Abelone Jeremiasdatter fôr mellem Køkkenet og Stuerne, rødglødende af Ilden under Kedlen, vaad af Sved og Em. I Bagerset ragede Stine Kokketøs med en Jærnstang gennem Ovnhullet i Trækullene, lige før Julekagen skulde trækkes ud. Abelone skældte stadig i Udraab uden Sammenhæng, uforstaaelige for alle, der ikke var inde i Tingene, erklærende, at det hele blev til „Skidt og Møg“, i Forbifarten langende Lillepigen Sidse en slap Ørefigen med de Ord: Du skal altid staa i Døren