355
kunde jeg ikke ha’ ha’t, om jeg ogsaa havde løbet tossegal i Ungdommens Tid.
Marion forstod ikke et Ord, vedblev at kærtegne Abelone, som ikke turde gøre kraftig Modstand, men virrede og fnøs.
Marion sagde:
— Hun vil ikke berede mig Vejen til den Mand, i hvis Skød jeg vil udgyde min Sjæl og nedlægge mit Hoved?
— Nej, føj for Satan! sagde Abelone. Magisteren er ikke skrap renlig i Forvejen.
— Saa gaar jeg alene, sukkede Marion, men løftede samtidig Hovedet knejsende og gik ud ad Døren, ned ad Trappen, med en Masse hvidt Tøj brusende og slæbende efter sig.
— Hold sig først lige ud og saa til fjermer, raabte Abelone efter hende, da hun saâ hende forsvinde i den mørke Korridor.
Da Magisteren hørte det banke paa sin Dør, gav han fra sig en lang, dyb Brummen som fra en Tyr, der pirres op fra sin Baas. Han var meget morgengnaven og læste, for at komme i Humør, et Par Oder af Horats. Midt i hans langsomme Tydning af Elskerens Raab til en Chlöe eller Doris, led denne Banken — tre Gange med dvælende Højtidelighed.
— Kom — kom — men hun véd jo, Abelone, Heks, som hun er, at jeg om Morgenen vil være i Ro — kom saa ind!
23*
