352
ferdige. Thi Gud staar de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade!
G’maaren, sagde hun til den store udslagne Haarmasse, der skjulte Hoved, Trækkepude og Overlagen i Sengen.
— God Morgen, kære Veninde, lød det blødt og med den indsmigrende fremmede Akcent.
Abelone sagde ved sig selv: Hille den sorte Jøde! Nu er Dulliken nok til at komme til.
Men da Marion med de hvide Hænder skilte Lokkernes Bølger ad og viste det smukke Ansigt med de venlige store, mørke Øjne, kom Abelone til at græde i Følelse af Verdens Omskiftelighed. Hun nynnede højt:
Snart løftes vi oppe
paa Bolgernes Toppe,
Snart nærmes vi Bunden i flyvende Sving.
— Tror den gode Veninde, at jeg kunde faa den ærværdige Sjælehyrde i Tale straks? lød den samme Obo-Røst.
— Hvad’ for En? spurgte Abelone maabende. Vi har kun en Svinedreng, ingen Hy’re som paa Herregaarden. Det andet Kre’tur passes af de Husmandstøse, som er for fattige til at betale Præsten for at gaa op og læse.
— Jeg mener den ærværdige Prædiker.
— Naa Magisteren selv … Ja, han er farlig utidig om Morgenen. Men naar han har ædt sin Øllegrød, saa bliver han noget bedre. Det frem-
