349
Sagte listede Mester Rothstein ud ad Døren.
Magisteren huggede atter ud i Luften med knyttede Næver og anrettede ett stort Mandefald paa Kætterne lige fra Arius til Calixtus og Pietisterne Spener og Francke. „Pereant“ (Lad dem gaa under) raabte han med en Metalkraft i Stemmen, saa hans to „Formelys“ bæ vede i „Profiterne“.
Han saâ om sig efter sine Kolleger, Nabopræsterne, der alle var yngre end han og for største Delen befængte med Pietisme og enkelte med Rationalisme.
— Kom hid, sagde han, jeg og Wittenbergs Ørn skal knuse Jer flade ved Argumenter fra Confessionen, Apologien og de gamle Kirkelærere — ja, mase Jer saa flade, at en Lus kan ligge paa Knæ og drikke Eders Hjerteblod og udspy den hæretiske Forgift.
Efter saaledes at have besejret sine Modstandere, raabte han:
— Abelone Jeremiædotter! Jeg vil til Sengs.
Der lød Klapren af Trætøfler ned ad Trappen. Den afløstes af slæbende Hosesokker. Abelone traadte ind.
Hun havde passet den underlige Gæst og havde nok Lyst til at meddele sin Husbond et og andet af sine Betragtninger i Dagens Anledning. Men da hun saâ hans rynkede Bryn, tav hun, gik ind i et lille Nabokammer og hjalp ham i Seng, som hun plejede. Bilæggerovnen var fælles for Studereværelset og det lille Rum, hvor der kun var Plads
