346
— Ach! Et Bjerg af Kummer ligger paa mit arme Bryst.
— Saa—aa—aa—aa! sagde Magisteren med en langt udtrukken, vædderagtig Brægen.
— Sapperment! sagde Barberen.
Abelone, som atter var kommen ind med Linned til Bind, mumlede:
— Den Gang løj Skrædderfrans, det Bæst, ellers ikke, da han sagde, at hun var farlig dygtig til at gøre Komedie. Sikken hun dog kan lægge alting ud og snakke for sig, ligesom hun kunde være Præst.
Marion sagde:
— Kan min ærværdige Velgører og hin værdige Videnskabsmand, Hr. Doktoren, kærligst sige mig, hvor jeg i denne vilde Nat kan faa Hvile i en Hytte i dette Herrens Vejr.
— Er Mamsellen forrykt? sagde Barberen. Hun er jo Rekonvalescent efter en Venæsectionem (Han skottede op til Magisteren for at se, om han havde brugt en rigtig Kasus) sie darf nicht gehen.
Lige saa godt springe som krybe i det. Magisteren maatte huse hende. Han sagde til Abelone:
— Hun maa besørge det fremmede Fruentimmer og rede en Seng til hende i sit Kammers. Nej, det er sandt? Det er jo helt fyldt af hendes og Lillepigens to Slagbænke.
— Ja, saa er der kuns Laadvigs Kammers.
